Hospitalsbyen i Aalborg er ikke bare et byggeri. Det er også et billede på, hvordan vi træffer store beslutninger i det offentlige.

Nyt Aalborg Universitetshospital blev planlagt med stærke mål: centralisering, logistik, fleksibilitet, fremtidssikring, automatisering, teknisk drift og effektivt patientflow. Det står tydeligt i byggeprogrammet, hvor visionen blandt andet handler om kvalitet, forskning, uddannelse, innovation, effektiv drift og høj robusthed.
De flugte visioner og programmer ser man her:
Hospitalsbyen i tal
(180.000 m², 564 senge, 10 mia. kr., rumfordeling, aktivitetstal osv.) Byggeprogram for Nyt Aalborg Universitetshospital (PDF)
(visioner, logistik, arealfordeling, teknik, flow, fleksibilitet, kontorer, serviceby, AGV, rørpost m.m.) Dispositionsforslag / Fasebog for NAU (PDF)
(arkitektur, hovedankomst, forbindelsesrum, landskab, flow og de store fællesområder) Region Nordjylland – Hospitalsbyen
(overordnet projektside) Region Nordjyllands dagsordener og bilag
(her kan man finde politiske beslutninger, sparekataloger, anlægsnotater, ændringer og evalueringer) Godt Sygehusbyggeri – Nyt Aalborg Universitetshospital
(kvalitetsfondsprogram, nationale mål og sammenligning med andre supersygehuse)
Det er alt sammen vigtigt.
Men spørgsmålet er, om man samtidig målte nok på det, der afgør hverdagen for 7.000-8.000 medarbejdere:
- gangafstande
- arbejdsro
- støj
- afbrydelser
- adgang til arbejdsstationer
- omklædning
- teamnærhed
- kognitiv belastning
- tid tabt på små daglige friktioner
For et hospital er ikke et Google hovedsæde.
Det er ikke et universitet.
Det er ikke et shoppingcenter.
Det er en højrisiko-arbejdsplads, hvor mennesker under natarbejde, udtrættelse, tidspres, ansvar og empatisk og følelsesmæssig belastning skal træffe sikre beslutninger.
Derfor er arbejdsstationer ikke luksus.
Omklædningsskabe er ikke detaljer.
Korte afstande er ikke komfort.
Ro til dokumentation er ikke privilegium.
Det er patientsikkerhed.
Byggeprogrammet viser, at hospitalet er stærkt tænkt som et system for logistik og flow. Der beskrives blandt andet AGV-systemer, rørpost, serviceby, centraldepot, automatisering og standardisering.
Men hvis man optimerer de store systemer højere end det daglige arbejde omkring den der skal yde patientbehandlingen, får man et hospital, der ser effektivt ud på tegninger — men er langsomt i praksis.
Vi oplever i dag et hospital, som på mange måder ikke føles rummeligt nok til den virkelighed, det skal håndtere. Vi mangler arbejdsstationer. Vi mangler ro. Vi mangler nærhed mellem funktioner. Vi mangler plads til både at operere, uddanne, dokumentere og samtidig have vores patienter tæt på.
Det betyder ikke nødvendigvis, at nogen ønskede et dårligt hospital. Mange af de valg, der blev truffet, byggede på antagelser om:
- færre senge
- flere ambulante patienter
- digitalisering
- mobil dokumentation
- shared workspace
- centralisering
- fleksibilitet
Men hvis patientkompleksitet, dokumentationskrav, personaleintensitet og koordinationsbehov viser sig større end forventet, bliver konsekvensen et hospital med høj mikrofriktion i form af: lange afstande, transporttid, afbrydelser og tabt koncentration.
I byggeprogrammet står der:
“Planen skal samlet set rumme et meget stort bygningskompleks, men det må ikke være monumentalt.”
Alligevel oplever mange medarbejdere i dag Hospitalsbyen som et monument over dårlig kommunikation mellem systemniveau og daglig virkelighed for den der skal redde og hjælpe patienten.
Ikke fordi ambitionerne var forkerte.
Men fordi forbindelsen mellem dem, der tegnede systemet, og dem, der skulle arbejde i det, ikke var stærk nok.
Det vigtigste nu er ikke at finde skyld.
Det vigtigste er at lære.
Dette byggeri til 7,2 milliarder kroner kan vi ikke bygge om fra bunden. Men vi kan stadig forbedre det:
- skabe flere lokale arbejdsstationer
- reducere unødige afstande med cyker og løbehjul
- anvende eksisterende arealer smartere
- inddrage åbne kontormiljøer og aulaområder til arbejdszoner
- styrke samarbejdet mellem dem der står med patienterne i hænderne, drift, arkitekter og politikere
- begynde at måle på kognitiv belastning, afbrydelser og det der belaster den der hjæper patienterne konkret.
Håbet er ikke konflikt.
Håbet er bedre samarbejde op og ned i systemet omkring de cirka 16 milliarder kroner, Region Nordjylland hvert år forvalter.
For trivsel er ikke pynt.
Trivsel er infrastruktur.
Og når mennesker i et højrisiko-system mister arbejdsro, nærhed og overskuelighed, mister systemet samtidig hastighed, kvalitet og sikkerhed.